Præsentation af os

Susanne:
Jeg er uddannet sygehjælper i 1990. I år 2000 blev jeg opskolet til Social- og Sundhedsassistent, og har arbejdet som sådan i mange år, sidst som leder i Faxes kommunale hjemmepleje indtil 2007.

Mine forældre har været selvstændige bedemænd i Faxe gennem 30 år, de solgte forretningen i 2005. Hos dem fik jeg tidligt den praktiske og teoretiske oplæring, og de sørgede i 1989 for at jeg fik bedemands-uddannelsen gennem Danske Bedemænds Brancheorganisation.  Dengang hjalp jeg indimellem med kisteilægning og passede forretningen når de en sjælden gang tog på ferie/weekendophold.

I 2007 fik jeg mit først job som ansat fuldtidsbedemand, og 1. september 2010 køber jeg Stege Begravelsesforretning, og 1.oktober 2011 åbner vi Stensved Begravelsesforretning.

Michael:
Jeg er opvokset på en gård nær Blaabæk Mølle lige udenfor Faxe. Jeg blev ansat ved landbruget, men skiftede til snedkerfaget, og kom i lære hos svigerfar i Vestergade. Her blev jeg færdig som snedker i 1990. Jeg har arbejdet som sådan lige siden, i de seneste 7 år som selvstændig tømrer/snedker i lokalområdet.

Jeg har siden købet af Stege begravelsesforretning hjulpet Susanne ved hjemmedødsfald og rustvognskørsel, når behovet har været der.

Interessen i bedemandsfaget har ført til at jeg i 2013/2014 har gennemført og bestået bedemandsuddannelsen gennem Danske Bedemænd, og jeg nu i stigende grad med i det daglige i begravelsesforretningerne.

Derudover har vi vores gode medhjælper, Claus Skovmøller, som træder til efter behov og som også hjælper til ved hjemme-/plejehjemsdødsfald.

Vi har nu åbnet forretning i mine forældres ”gamle” forretningslokale, som dog nu er sat i stand, så de i dag fremstår lyse og venlige og kan danne ramme om en tryg samtale, hvor der er tid og ro til at komme omkring det hele.

Alle dele i faget er for os vigtige og betydningsfulde, men hvis vi skal pege på noget som vi især vægter, må det være det personlige møde med de efterladte, hvor man ofte får mulighed for at lytte sig til en del af den historie, som knytter sig til den afdødes liv.

Vi brænder for at omsætte de indtryk til nogle gode rammer og forslag til indhold for netop JERES personlige afsked.

Susanne og Michael Bengtsen Christensen

Kontakt os gerne, for en gratis, uforpligtende samtale samt prisoverslag inden valg af bedemand.
Vi træffes hele døgnet på telefon 55 81 44 66.